35 ÅR MED AKTIV LÆRING

Det har vært en lang reise.

Den begynte med å gå fra barn til barn i Danmark. Hvert barn var unikt i den måde, hvorpå det var handikappet. Nogle var synshendikkappede og mentalt retarderede, nogle var også hæmmet af spasticitet, epilepsi eller havde vanskeligheder med høreevnen. Jeg lærte noget af hvert barn, jeg mødte - jeg lærte hvad det enkelte barn var interessert i og jeg lærte hvad barnet ikke ville have del i. Selv om disse barn ikke havde noget talesprog så var de ganske gode til å sende tilfredsheds- og utilfredsheds-signaler.

Reisen i denne verden præget af problemerne med at fremme udviklingen hos barn med flere handikap gik videre til Sverige, Norge og Finland. Jeg lærte at man i andre lande i Skandinavien havde de samme problemer som vi/jeg havde i Danmark. Jeg lærte riktigt meget af barnene - en viden som jeg følte måtte formidles til andre, der havde at gjøre med flere handikap. Derfor skrev jeg om det, jeg havde lært, først som artikler, senere som bøger.

Reiden gikk videre fra barn til barn hos hvilke jeg også lærte, at der var en masse jeg ikke vidste noget om, eller ikke vidste nok om. Så, samtidig med at rejsen førte til at jeg underviste i andre europæiske lande som Island, England, Schweitz og Italien, førte rejsen også ind i den videnskabelige forskningsverden, i første omgang med ar studere Neurologi, psykologi, psykiatri og fysiologi, senere med at studere enkelte forskeres arbejder og resultater, samt til mit eget forskningsmessige arbjede. Hver gang jeg havde lært noget nyt blev den nye viden flettet ind i den pædagogiske metode, jeg gradvis var i gang med at udvikle. En metode, der var præget af min tro på, at barnet selv kunne og ville bestemme hvad der motiverede til aktiviteter, det kunne lære noget af.

Metoden fik gradvist merme og mere karakter, idet alle aspekter af menneskets udvikling blev inddraget. Samtidig blev den også formet fra omgivelsene.Nogle af  "kravene" havde den negative tone, der kan sammenfattes i sætningen "disse barn kan ikke lære noget". Sådanne krav eller utsagn gjorde mig blot mere ivrig i mine anstrengelser for at bevise at barnet kan lære, hvis bare vi kan arrangere det miljø, som barnet har brug for, for at kunne begynde med at være aktiv. Det ble også nødvendigt at navngive metoden, så vi vidste, hva vi talte om, når vi diskuterede. Navnet blev "AKTIV LÆRING"

Efterhånden førte rejsen også til kolleger, der havde læst mine bøger eller havde hørt mine forelesninger, og som - og det er det vigtigst - havde brukt metoden og oplevet den succes som sommetider føltes som en åbenbaring. Viden om Aktiv Læring var begynt at spredes af andre end mig, og det var selfølgelig en deilig opplevelse.

Men reisen gik ennu længere ud i verden. Samtidig med opfølgingsforelæsninger i de auropæiske lande gik rejsen til Sydafrika, Holland, Belgien, Australien, Amerika, Chile, Fillipinerne, New Zealand, Argentina, Østerig og Ungarn. I årene efter 1995 udviklde tingene sig med rivende fart. AKTIV LÆRING var blevet en metode, der blev anset fir brugbar, ja, den gav flere positive resultater end andre metoder, og disse resultater så ud til at være varige.

Men - vi var mange, der blev mødt med og måtte kæmpe mod opposition. Denne opposition havde mange "ansikter" fra rysten på hovedet til trækken på skuldrene - fra åben verbal modstand til jantelovspræget nedgjøring. Tak til Jer, der holdt ud og stadig holder ud trods af vanskeligheder.

I de seneste år er det hændt nogle meget positive og på en måde helt utrolige resultater af vores arbejde. For 2 år siden fik jeg to hanvendelser, der var meget anderledes end alle de gange, hvor nogen fra her eller der har villet have meg til at komme og forelese om Aktiv Læring:

Den ene af disse henvendelser kom fra professor Lamers, Underversitet i Heidelberg, som bad mig om at skrive et af kapitlerne i en bog, der skulle belyse, hvad der var gjort for mentalt redardere barn i Tyskland i de sidste 25 år. Jeg skrev kapitelet og blev senere inviteret til at udføre det ene af tre hovedforelæsninger ved en stor konferance i Heidelberg i september 2002. Under mit ophold i Heidelberg blev jeg bekendt med, at de studerende ved den pædagogiske højskole i Heidelberg lærer om AKTIV LÆRING under deres studie.

Den anden skjelsættende begivenhed er, at jeg er blevet initeret til å holde 2 af 4 hovedforedrag ved en Passific Conferance, der skal finde sted i Australien j Januar 2003. I skrivende stund er alle forberedelser til disse 2 foredrag færdige, og den workshop jeg også er bedt om at udføre er næsten færdig.

I hele dette billede er Norge, Australien og Amerika blevet særlig fremtrædende. I Norge der mange, der har deltaget i både rein I, II og III, det vil sige, at de har fået 40 timers forelæsninger. Derved er de blevet de bedst uddannede, vi har. (Inst. for Helsekompetanse har stådt for denne utdannelsen i mere enn 15 år).

I Australien er der skoler, der har brugt AKTIV LÆRING i 10-20 år. Der er lærere, der på freragende måde underviser nye kolleger i metoden.

I Amerika er der også kolleger, der har fået ca. 40 timers forelæsninger fordelt over nogle år, hvor de har arbejdet "helhjertet" med AKTIV LÆRING. med "helhjertet" mener jeg, at de ikke har mikset AKTIV LÆRING  med andre træningsprægede metoder